Case: SpeedAdmin

SDU Sønderborgs forskere åbner døre for lokalt samarbejde

En gruppe forskere fra det nyåbnede Center for Industriel Software besøgte for nylig virksomheden SpeedAdmin for at udforske potentielle samarbejdsmuligheder. Formålet med besøget var at skabe et bedre kendskab til lokalområdets virksomheder og samtidig give virksomheden indsigt i forskernes spændende forskningsområder.

Under besøget præsenterede forskerne deres ekspertise inden for områder som kunstig intelligens, cybersikkerhed, big data og machine learning. De identificerede også områder, hvor virksomheden, som udvikler en Software as a Service (SaaS) løsning til musikskoler, kunne fokusere deres kræfter for at skabe ny innovation og udnytte deres data mere effektivt.

Der blev således sået frø til potentielle samarbejdsprojekter, herunder muligheden for at involvere nogle studerende fra SDU gennem mindre projekter, afprøve ideer og være med til at klæde de studerende bedre på til en fremtid i det lokale erhvervsliv.

SDU sønderborg

”Vi håber på at kunne skabe flere jobmuligheder for de dygtige ingeniører fra SDU, samtidig med at vi bidrager til at uddanne fremtidens talenter”.

– CEO, Michael Hamann

CEO Michael Hamann, som netop har været til Student Collaboration Day på SDU udtaler:

”Under mødet med forskerne fik vi øjnene op for nye muligheder, som kunne være yderst spændende at udforske. Vi er endnu ikke klar til at forpligte os fuldt ud, men ser samarbejdet med studerende fra SDU som en måde at udforske disse ideer på og potentielt styrke vores forretning. Vi håber på at kunne skabe flere jobmuligheder for de dygtige ingeniører fra SDU, samtidig med at vi bidrager til at uddanne fremtidens talenter”.

En af ideerne som SpeedAdmin havde med til Student Collaboration Day, omhandler brugen af machine learning til at analysere virksomhedens data og identificere trends og mønstre. Med dette håber virksomheden at få øje på nogle muligheder, som de ikke selv har øje for i det daglige, hvor hovedfokus ligger på drift og kundeservice.

Lidt planlægning og noget kaffe kan få dit første møde med en SDU-forsker i kalenderen

Virksomheder som har mod på en dialog med SDU’s forskere er mere end velkomne til at tage fat i innovationskonsulent Frederik Gottlieb på SDU. Han hjælper med at samle et lille hold, som kommer ud for at lære virksomheden at kende, diskutere relevante problemstillinger og ideer til samarbejde.

”De fleste af vores forskere er internationale tilflyttere og har en dyb interesse i at opbygge relationer til det lokale erhvervsliv. Men det er ofte den indledende dialog, hvor man lige får det første møde i kalenderen, som kan være svær”, udtaler Frederik Gottlieb og fortsætter: ”Det er her hvor jeg går ind og hjælper både forskerne og virksomheden. Jeg lytter til virksomhedernes behov og har et godt kendskab til de fleste af vores forskere. Så får jeg sammensat den rigtige gruppe, og efterfølgende skal der som regel ikke mere til end lidt planlægning og noget kaffe” slutter innovationskonsulenten.

Møder med forskere aftales ved henvendelse til Innovationskonsulent Frederik Gottlieb på SDU, som ofte også deltager i de indledende møder. SDU byder også gerne indenfor i deres faciliteter på Alsion i Sønderborg, afhængig af behov og ønsker fra virksomheden. 

Student Collaboration Day fandt sted den 30. april og afholdes 2 gange om åretAlsion i Sønderborg. Næste gang er den 12. november 2024.  

student

Book en stand til Student Collaboration day 12. November 2024

Student Collaboration Day Sønderborg er et mødested, hvor virksomheder og studerende kan gå i dialog om mulige samarbejder samt møde de talenter, der inden for kort tid er nyuddannet og klar til deres første job ude i erhvervslivet. Det er gratis at booke en stand, som tildeles efter “først til mølle princippet”.  Der er plads til ca. 50 virksomheder.