Første Sønderborg StartUp Festival afholdt

Iværksætter, Vækstråd, Virksomheder

Den første I·DAG nogensinde blev afholdt i går onsdag den 23. oktober, hvor Sønderborg Vækstråd lagde hus eller rettere Domicilet til en dag med fokus på iværksætteri. Det var en velbesøgt dag, hvor der under et tag var mulighed for at besøge messestande, være til pitch, få sparring i iværksættercafé eller være med på en lytter til oplæg og paneldebat.

Investor og løvinde fra DR-programmet Løvens Hule Louise Herping Ellegaard holdt oplæg og var en del af panelet. Dagen var med til at markere, at Sønderborg nu har fået forstærket fokus på iværksætteri – og det fokus skal løftes i flok.

I·DAG Sønderborg StartUp Festival er kommet for at blive. Med mere end 150 besøgende og livlig debat, hvor der blev netværket på tværs, så gik dagen over al forventning! Domicilet summede af liv, og vi håber, at endnu flere iværksættere nu ved, at der er hjælp at hente til udviklingen af og arbejdet med deres gode idé eller nye forretning hos os i  Sønderborg Vækstråd.

Vi glæder os til at tage hul på planlægningen af I·DAG 2025.

Tak til alle der deltog på dagen – alt fra studerende, iværksættere, jer med de ideer i lommen, rådgivere, erhvervsfolk, oplægsholdere til politikere.

direktør

24. okt 2024